Skrevet af Lea Fredsgaard Madsen, Hasseris Gymnasium

Det er mærkeligt, at nogle kan få sig til at torturere andre – hvad driver et menneske til at gøre dette ved et andet? Nok kun et fåtal kan se sig selv holde et medmenneske vågent i dagevis og påføre dette lidelse, smerte og ydmygelse. Men hvad skulle grunden også være?

Der findes voksne, der slår andre voksne; forældre, der slår deres børn; børn, der slår andre børn, og måske udøver de ikke engang åbenlys fysisk vold, den psykiske og verbale finder også sted. De færreste gør det af ren ondskab, hvis det da findes, men nok nærmere af vrede eller frustration eller af frygt.

Når det kommer til tortur, tror jeg, at disse ting har en altafgørende rolle, både for udførelsen og accepten af den. Særligt frygt er noget, der kan drive et menneske til at gøre næsten hvad som helst. Frygten appellerer til vores overlevelsesinstinkt, og tager frygten overhånd, kan en for andre ellers rimelig ufarlig situation for en enkel person blive et spørgsmål om liv og død.

Og når noget bliver et spørgsmål om liv og død, så bliver man villig, hvis ikke ligefrem nødsaget, til at overskride grænser.

Én enkelt oplysning kan synes så livsnødvendig, at nogle griber til tortur for at få den. Måske er det bare en tilståelse, måske er det en angivelse af medsammensvorne, men den virker så altafgørende for at en frygtet katastrofe kan afværges. Folk, der er under tortur, kan dog ledes til at sige hvad som helst for at slippe fri, og hvad kan det ikke få af konsekvenser, hvis man tager hvad som helst for gode varer?

11. september har haft stor betydning for holdningen til brugen af tortur. Tidligere var den generelle opfattelse, at det var helt uacceptabelt, men i terrorbekæmpelsens hellige navn er det blevet legitimt. Det virker til, at terror(bekæmpelse) og tortur går hånd i hånd, og vores egen danske justitsminister tillader, at PET bruger oplysninger, som andre lande har fået ved brug af tortur. Når man accepterer og udnytter, at andre lande bruger tortur, svarer det til, at vi får ”vores” tortur udført i udlandet – bagefter behøver man knapt at vaske sine hænder rene. Man smiler bare; det var meget belejligt, at nogen torturerede en, der tilfældigvis vidste noget, man kunne bruge. Men ansvaret er de andres.

”Med tortur kan vi forhindre terror” er et argument. Denne frygt for terror har stor indvirkning på de valg, der træffes i verden. Er den for stor? H.C. Andersen fortalte om den lille fjer, der blev til fem høns. Er man ikke en smule kritisk over for det, man hører, kan både terror og fjer vokse til uhørt størrelse. På den politiske scene i Danmark har vi en dame, der styret af sin egen frygt, er fantastisk dygtig til at spille på andres. Pia Kjærsgaard spiller på vores frygt for de fremmede, for islamisk fundamentalisme og for terror, som hun mener, hænger sammen.

Enkelte fundamentalister udøver terror – fanatiske mennesker, hvis virkelighed er radikalt anderledes end den gængse. Fundamentalister findes ikke kun inden for islam, men inden for alle religioner, og der findes også kristne terrorister. I USA har kristne abortmodstandere sprunget abortklinikker i luften, i den tro, at deres sandhed om, at abort er forkert, var den eneste sandhed. I Europa har vi fx organisationen ETA, der kæmper for et frit Baskerland. I EU’s øjne er de terrorister. I deres egne øjne frihedskæmpere. Hvis virkelighed og sandhed er rigtigst, og hvem skal egentlig bedømme det? Det handler mere om, at for mennesker, der udøver terror, helliger målet midlet.

Det samme er tilfældet, for dem, der torturerer. Det er dog udelukkende deres mål, der helliger midlet – målet er, når man taler om tortur og terrorbekæmpelse, at redde verden fra dem, man frygter; de andre, der har et mål og et middel. De, der torturerer for at forhindre terror, er altså hverken mere frelste eller gode, og man kan drage paralleller til deres erklærede fjender. Tænk, hvis nu terroristernes mål ikke var bare at nyde synet af folk, der dør, men måske at redde verden fra noget, de ser som så truende, som vi ser terror…

Hvis målet er at redde/omvende de vantro i Europa, ligger det heller ikke så fjernt fra kristen tankegang. Der står i såvel de kristne som muslimske skrifter, at man skal omvende de vantro til den eneste sande gud og den sande religion – ens egen. Hvad gjorde de kristne missionærer i Afrika ikke for at omvende hedningene? Jehovas Vidner stemmer heller ikke dørklokker for morskaben – det er for at redde de uoplyste stakler, der ikke kender sandheden.

Jeg tror, at vi til dels selv har skabt grobund for den terror, der finder sted, og at vi har bidraget til skabelsen af de omstændigheder, der driver terrorister. Vores egen omverdensblindhed er med til at gøre verden sort og hvid, og det reflekteres i andres holdning til os. Hvis vi mødte vores omverden med tolerance, respekt og dialog, ville vi skabe det samme mennesker, grupper og religioner imellem. Dette ville overflødiggøre tortur som et middel i kampen mod terror, da denne kamp ikke ville blive væbnet.

”Hårdføre” forhørsmetoder skader ofret voldsomt, både fysisk og psykisk, og blot forestillingen om tortur på en selv eller en elsket, ryster. Når ofrets ansigt er ukendt, virker det dog mindre vedkommende. Men det er stadig et andet menneskes meget virkelige virkelighed.

Et ordsprog lyder, at det, der ikke slår en ihjel, gør en stærkere.

Det passer ikke.

Tænk på tortur.