Udskriv siden   Send til en ven
Netværk åbner for dialog med flygtninge
Interview med politiassistent Michael Messerschmidt

Af Helle Baagø

 

Bekymringen for at kriminalitet blandt unge i flygtningefamilier ville gå i arv til mindre brødre fik politiet i en nordsjællandsk kommune til at gå aktivt ind i et projekt fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT.

 

Resultatet var klart positivt, siger politiassistent Michael Messerschmidt, Nordsjællands politi.

 

Han er en af de medvirkende i multimediefortællingen ”Netværk for Rami”.

 

Projektet gav på kort tid gav mærkbare resultater i flygtningefamilier, hvor fædrene har været udsat for tortur.

 

Tillid
Gennem netværksmøder, hvor forældrene, politi, socialrådgivere, lærere og læger har siddet overfor hinanden med en mødeleder som tovholder, er det på få måneder lykkedes at få fjernet fjendebilleder og skabe tillid mellem familierne, politiet og andre professionelle faggrupper. (se faktabox)

 

En tillid, som har været blokeret af usikkerhed mellem parterne og som har givet store vanskeligheder i det kriminalpræventive arbejde.

 

- Problemerne med utilpassede unge lader sig ikke løse af politiet alene, siger Michael Messerschmidt.

 

Han ser netværket som en klar mulighed for at forebygge, at mindre brødre går samme vej som deres kriminelle storebror.

Som en af drivkræfterne i politiets såkaldte Karlebo-gruppe har han haft tæt kontakt med de unge fra flygtningefamilierne.

 

Gruppen omfatter børn og unge fra de traumatiserede familier, hvor vold har været en del af ”normaltilstanden”, både før og under flugten og både udenfor og indenfor hjemmet i Danmark.

 

Mange medarbejdere i kommunerne, som har med familierne at gøre, har været usikre på, hvordan de skulle hjælpe forældrene med at få børnene ind i et normalt livsmønster.

 

”Det er RCT’s oplevelse, at der rundt om i socialforvaltninger, skoler og daginstitutioner er stor efterspørgsel på viden om flygtningefamilier.

 

Sagsbehandlere, pædagoger og lærere fortæller også, at de er usikre på, hvad de skal stille op med familierne og de udsatte børn” hedder det i forskningsrapporten.

 

Familien med i processen
For Michael Messerschmidt har netværksgrupperne vist sig at være et godt skridt på vejen.

 

Værdien ligger efter hans mening i, at man sammen med familien uddelegerer ansvar og opgaver, i stedet for at hver instans arbejder hver for sig.

 

- Det er vigtigt, at familien er en del af processen. Ved at den har sagt at den gerne vil have politiet med, har den åbnet for et samarbejde, mener han.

 

Tovholder
For politiet har RCT-modellen også vist sig effektiv på grund af mødelederens og tovholderens rolle.

- At have en konkret ordstyrer har betydet, at ingen har været i tvivl om, hvem der har ansvar for hvad.
 
RCT har styret det hele med en meget direkte hånd, og det har været yderst positivt at se.

 

Vi har lært en del af projektet og kan helt sikkert bruge det i fremtiden, siger Michael Messerschmidt.

- Det er vigtigt for mig, at man kan se politiet med andre øjne, end at det kun er nogen, der er på jagt efter en, siger han.

RCT - Borgergade 13 - 1300 København K - Tlf. 3376 0600 - Fax. 3376 0510 - E-mail: rct@rct.dk